Generelt
Nedenstående betingelser omfatter alle hosting relaterede ydelser bestilt hos NM Net ApS, med mindre parterne udtrykkeligt har aftalt andet i særskilt kontrakt. NM Net ApS forbeholder sig retten til at ændre nærværende forretningsbetingelser til enhver tid.
Kontaktoplysninger
Kunden er forpligtet til skriftligt at meddele NM Net ApS om enhver senere ændring af kundens navn, adresse, kontaktpersoner mv.
Oplysninger om interne forhold
Oplysninger udvekslet mellem parterne og som ikke er offentligt kendte er fortrolige. Brud på denne tavshedspligt anses som misligholdelse.
Forhold om support og betaling
Kunden hæfter for betaling af alle beløb, der registreres i forbindelse med kontrakten. Kunden er ikke berettiget til nedsættelse eller bortfald af det aftalte vederlag, hvis kunden på grund af egne forhold ikke er i stand til eller ikke ønsker at benytte ydelsen. Support uden for kontrakt udført af NM Net ApS takseres til 300,- pr. påbegyndte halve time inden for normal arbejdstid. Support der skal udføres akut eller uden for normal arbejdstid takseres til 450,- pr. påbegyndte halve time.
Hvis ikke andet er aftalt er samtlige opgivne priser eksklusive moms.
Betaling anses for sket, når beløbet er overført til NM Net ApS' konto. Fakturanummer skal angives ved bankoverførsel.
Betalingsbetingelser er 8 dage netto fra fakturadato hvis ikke andet er anført.
Hvis kunden efter modtagelse af påkrav ikke betaler det krævede beløb inden den fastsatte frist, kan NM Net ApS uden yderligere varsel lukke for kundens adgang til samtlige NM Net ApS ydelser. NM Net ApS vil i så fald give et varsel pr. brev sendt til den adresse der er opgivet ved bestillingen.
Force Majeure
NM Net ApS er ikke ansvarlig for tab, der skyldes force majeure, herunder lovforskrifter, myndighedsforanstaltninger eller lignende, svigtende strømforsyninger, svigtende telekommunikation, brand, røgskade, eksplosion, vandskade, hærværk, indbrud, terror eller sabotage, strejke, lockout, boykot, eller blokade. Dette gælder selv om NM Net ApS er part i konflikten, og selv om konflikten kun rammer dele af NM Net ApS' funktioner.
Ansvar
Et eventuelt erstatningsansvar for NM Net ApS omfatter ikke indirekte tab, følgeskader, driftstab, tabt fortjeneste eller andre økonomiske konsekvenser, herunder tab af data, skade på andre ting og erstatningskrav fra tredjemand. Et eventuelt erstatningsansvar omfatter heller ikke tab, som ikke med rimelighed kunne forudses af NM Net ApS.
Produktansvar
NM Net ApS er ikke ansvarlig for skade på produkter, der er fremstillet af kunden, eller på produkter, hvori disse indgår.
I den udstrækning NM Net ApS måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er kunden forpligtet til at holde NM Net ApS skadesløs. Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af partnerne om erstatningsansvar skal denne part straks underrette den anden herom.
Misligholdelse
NM Net ApS har ret til uden forudgående varsel at afbryde kundens services og hæve aftalen såfremt:
A) Kunden ikke betaler forfalden abonnements- og forbrugsafgift eller andet vederlag efter at have modtaget rykkerbrev med angivelse af endelig betalingsfrist og varsling om lukning ved fortsat manglende betaling.
B) Kunden standser sine betalinger, indleder akkordforhandlinger eller erklæres konkurs, træder i likvidation eller på anden måde viser sig insolvent eller på tilsvarende vis må formodes ikke at kunne overholde sine forpligtelser.
C) Ydelsen i øvrigt anvendes på en måde, der krænker lovgivning, NM Net ApS' eller tredjemands ret eller forstyrrer øvrig drift.
I de under c) anførte tilfælde vil ophævelse normalt kun ske efter at kunden er givet et varsel til at afhjælpe situationen, og dette har været uden resultat.
Gør NM Net ApS sig skyldig i væsentlig misligholdelse af kontrakten, og har NM Net ApS ikke afhjulpet misligholdelsen senest 14 dage efter, at kunden skriftligt har anmodet NM Net ApS herom, har kunden ret til skriftligt at ophæve kontrakten med øjeblikkelig virkning.
Ændring af priser og vilkår
NM Net ApS er berettiget til at ændre de priser og vilkår, der gælder for de udbudte tjenester. Kunden har i den forbindelse krav på – med et varsel på 30 dage – at blive informeret om påtænkte ændringer i de priser og vilkår der gælder for ydelsen. Såfremt der er tale om væsentlige ændringer af priser og forretningsbetingelser m.v., vil kunden blive underrettet ved en skriftlig meddelelse eller ved offentliggørelse på www.nmnet.dk.
Ændringer af rent begunstigende karakter kan gennemføres uden forudgående varsel.
Opsigelse
Kunden kan opsige aftalen med 12 ugers varsel til udgangen af aftaleperioden. Aftalens varighed for den enkelte ydelse er 6 mdr.
Ønsker NM Net ApS at opsige en aftale uden brud på de gældende regler, vil restance svarende til resterende abonnement tilbagebetales til kunden. NM Net ApS kan opsige aftalen med 12 ugers varsel.
NM Net ApS kan til enhver tid opsige aftalen som følge af kundens misligholdelse. Opsiger NM Net ApS aftalen som følge af kundens misligholdelse tilbagebetales en allerede betalt periodisk betaling ikke.
Opsiger kunden aftalen uden misligholdelse fra NM Net ApS tilbagebetales en allerede betalt periodisk betaling ikke.
Klagebehandling, tvister mv.
I tilfælde af uenighed mellem kunden og NM Net ApS om forhold der vedrører aftalen, herunder registreret forbrug og den krævede betaling, kan kunden klage til NM Net ApS senest 3 måneder efter fakturadato. Klagen skal være skriftlig. NM Net ApS skal senest 3 måneder efter at klagen er indgivet, træffe afgørelse i sagen.
Tvister af enhver art kan indbringes for de almindelige domstole. Værneting jf. almindelige bestemmelser.